Everyday notes

Sensommer, æbler og lidt varme

Sensommer, æbler og lidt varme

Sensommeren har sin helt egen stemning. Dagene kan stadig være lune, men morgenerne er køligere, lyset ændrer sig, og naturen begynder langsomt at skifte karakter.

I ayurveda er overgangen mellem årstiderne værd at være lidt opmærksom på. Kroppen skal følge med fra sommerens varme og lethed til en tid, hvor vi igen får brug for mere varme, ro og næring. Det behøver ikke betyde store ændringer. Ofte kan vi begynde helt enkelt med det, vi spiser.

Og lige nu er der æbler overalt.

Mange har næsten flere æbler i haven, end de kan nå at spise, og måske står der allerede en pose eller en kurv i køkkenet, som man har fået af naboen, familien eller en ven.

Æblet er på mange måder indbegrebet af sensommer. Sprødt, friskt og saftigt – og samtidig en frugt, der ændrer karakter, så snart den får lidt varme.

I ayurvedisk madlavning tilberedes frugt ofte, fordi den på den måde bliver blødere og lettere at fordøje. Når æbler får lov til at simre eller bage sammen med krydderier som kardemomme, kanel og ingefær, får de en helt anden varme og sødme.

Derfor er denne HverdagsNote også en opfordring til at bruge det, der er lige foran os.

Har du mange æbler, så bag en kage. Kog en portion æblekompot. Skær et æble i både og steg det kort på panden med lidt ghee, kanel og kardemomme til morgenmaden. Det behøver ikke være mere kompliceret.

Og hvis det skal være lidt ekstra godt, så prøv denne æblekage.

Æblekage med havre, mandler & varme krydderier
Ca. 8 personer
Du skal bruge
  • 5 søde æbler

  • 100 g mandelmel

  • 100 g havregryn, blendet helt fint

  • 3 æg

  • 75 g ghee eller smør

  • 75 g honning

  • ½ dl almindelig mælk

  • 1 tsk. bagepulver

  • 1½ tsk. kardemomme

  • 1 tsk. kanel

  • ½ tsk. stødt ingefær

  • ½ tsk. vanilje

  • Et lille nip salt

  • Saften fra ½ citron

  • En håndfuld grofthakkede mandler

Sådan gør du

Tænd ovnen på 175 °C almindelig ovn.

Blend havregrynene helt fint til mel.

Smelt ghee eller smør ved lav varme. Pisk æggene let sammen, og rør honning, smeltet ghee og mælk i.

Bland mandelmel, havremel, bagepulver, kardemomme, kanel, ingefær, vanilje og salt. Vend blandingen i æggemassen.

Skær 3 af æblerne i små tern og vend dem i dejen. Kom dejen i en smurt springform på ca. 22 cm.

Skær de sidste 2 æbler i tynde både og fordel dem ovenpå. Dryp med lidt citronsaft og drys med lidt ekstra kanel, kardemomme og de hakkede mandler.

Bag kagen i 40–45 minutter, til den er gylden og gennembagt, men stadig saftig.

Lad den hvile 10–15 minutter og spis den gerne, mens den stadig er lidt lun.

Server eventuelt med lidt græsk yoghurt rørt med vanilje og kardemomme eller en smule letpisket fløde.

Brug æblerne, mens de er her

Hvis du har rigtig mange æbler, kan du også lave en helt enkel ayurvedisk inspireret æblekompot. Skær æbler i mindre stykker og lad dem simre med en smule vand, kardemomme, kanel og lidt frisk ingefær. Lav gerne en stor portion og brug den lun på grød eller yoghurt de næste dage.

Det er måske noget af det fineste ved sensommeren: Vi behøver ikke lede så langt efter det, vi skal bruge. Meget af det hænger allerede på træerne omkring os.


Previous
Bring a little bit of your holiday home with you 🌿